Bosnien-Hercegovinas historie
Navnet Bosnien stammer fra det illyriske ord for vand, bosona. Illyrerne var nogle stammer, der boede på Balkan for over 2.000 år siden. Et af deres hovedsæder lå i den nuværende hovedstad Sarajevo, og lige uden for byen udspringer floden Bosna, som siden gav navn til landet. Navnet Hercegovina stammer fra det tyske ord for hertug, Herzog, og henviser til hertug Stjepan Vukčić Kosača, som tog titlen i 1448. Bosnien udgør den nordlige del af landet, mens Hercegovina ligger i syd, og der er ingen juridisk/administrativ grænse, der deler de to.
Et ombejlet stykke land
Området har gennem historien oplevet mange folkevandringer. Ud over illyrere har der bl.a. også været keltere, avarer, helenere, slaver og bogumiler. Gennem historien har mange stormagter været interesseret i området, som fx Aleksander den Store, Romerriget, Bysans, Osmannerriget og Østrig-Ungarn. De efterlod sig alle spor, som den dag i dag kan ses i form af romerske viadukter og broer, århundreder gamle moskéer bygget at osmannerne og de kæmpe gravsten rejst af bogumilerne. Mange af de gamle kulturskatte blev desværre ødelagt under krigen i 1990’erne, som fx Den Gamle Bro i Mostar, der blev sprængt af kroatiske soldater i 1993.
Selv om det nuværende Bosnien-Hercegovina (BiH) har oplevet skiftende besættelsesmagter, har det været meget karakteristisk for indbyggerne, at de altid bevarede en form for selvstændighed. Eksempelvis fandtes der i middelalderen en bosnisk kirke, som hverken ville underlægge sig paven i Rom eller patriarken i Bysans. Det var en kristen kirke, hvor gudstjenesterne foregik på det lokale sprog bosančica. Kirken lå under meget stærkt pres både fra paven og patriarken; paven beordrede ligefrem korstog mod Bosnien, men de kristne bosniere nægtede at underordne sig. Man mener, at den bosniske kirke langsomt blev udfaset i takt med, at dens tilhængere konverterede til islam, som blev introduceret af osmannerne i anden halvdel af 1400-tallet.
Osmannerriget
Osmannerne besatte det daværende Kongerige Bosnien i 1463 og havde kontrol over landet frem til 1878. Landet oplevede i den tid en kulturel og økonomisk fremgang. Det bosniske sprog blev også påvirket af osmannerne, og der er således mange ord, der er ens på bosnisk og tyrkisk.
Selv om det ikke var almindeligt i Osmannerriget, bevarede Bosnien en stor grad af selvbestemmelse, og det blev heller ikke delt. I 1878 blev der ved Berliner-kongressen besluttet, at landet i stedet skulle overgå til Østrig-Ungarn, hvilket ikke faldt i god jord hos ”eliten” i landet – ca. 100.000 mennesker udvandrede derfor til det nuværende Tyrkiet, hovedsageligt højtuddannede, hvilket naturligvis var et stort tab for Bosnien. I dag er der et stort antal efterkommere af disse bosniere i Tyrkiet, og der er endda en bydel i Istanbul, der hedder Lille Bosnien (Yeni Bosna).
Jugoslavien
Det 20. århundrede var særligt turbulent for BiH. I 1914 faldt skuddene i Sarajevo, der blev startskuddet til Første Verdenskrig, da en serbisk nationalist ved navn Gavrilo Princip dræbte den østrigske tronfølger Franz Ferdinand. BiH blev derefter del af Kongeriget Jugoslavien, der eksisterede indtil Anden Verdenskrig. Her opstod Titos Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien, der bestod af republikkerne BiH, Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Makedonien, samt de to autonome provinser Kosovo og Vojvodina. Under den Kolde Krig holdt Jugoslavien sig udenfor de to blokke, og indgik i stedet i ”De Alliancefrie Stater” sammen med Indien, Algeriet m.m.
Tito var præsident frem til sin død i 1980, hvorefter præsidenterne fra de forskellige republikker skulle skiftes til at være på posten. Jugoslavien havde et præsidentråd bestående af 9 pladser, hvor republikkerne og provinserne havde en plads hver og den sidste plads tilhørte formanden for kommunistpartiet. I 1989 væltede den serbiske præsident Slobodan Milošević regeringerne i Kosovo og Vojvodina og indsatte i stedet egne folk. Dermed overtog han også provinsernes pladser i præsidentrådet. Formanden for kommunistpartiet, Borisav Jović, var serber og Milošević-tro, hvilket betød, at Milošević fik magten over Jugoslaviens folkehær.
I 1991 forsøgte Serbien ved hjælp af de besatte provinsers stemmer i præsidentrådet at blokere for, at den kroatiske præsident Stjepan Mesić indtog embedet som præsident for Jugoslavien (Mesić er i øvrigt præsident i Kroatien i dag). Senest på det tidspunkt blev det klart for enhver, at Milošević’ mål var at forvandle Jugoslavien til et Storserbien. Det gav slovenerne, kroaterne og bosnierne intet valg end at trække sig ud af føderationen og erklære selvstændighed. I BiH blev spørgsmålet afgjort ved en folkeafstemning, hvorefter landet erklærede sig selvstændigt d. 3. marts 1992.
Krigen 1992-1995
Som svar på de tre republikkers selvstændighed indsatte Milošević folkehæren mod dem og indledte en flerårig krig med det formål at besætte så meget territorium som muligt og skabe sit Storserbien. Med hensyn til BiH brugte man bosnieres muslimske tro som begrundelse for etnisk udryddelse og fordrivelse (selv om langt fra alle bosniere var muslimer). Man sagde bl.a., at alle muslimer i BiH var serbere, der havde forrådt deres tro og fædreland ved at konvertere til islam – og afviste enhver snak om både illyrere, bogumiler og den bosniske kirke som opspind.
Den 6. april 1992, samme dag som BiH blev anerkendt af EF som selvstændig stat, indledte serberne belejringen af Sarajevo, som skulle blive til historiens længste belejring. I 1425 dage blev byen nådesløst granateret fra bjergene, hvor serberne boede. Al forsyning til byen blev standset. Snigskytter myrdede mennesker, der stod i kø for at hente vand fra byens kilder. Sygehuse blev bombet. Det var kun én måned efter udtrædelsen af Jugoslavien, BiH havde ingen hær og dermed ingen muligheder for at forsvare sig.
Byen, der i 1984 som vært for vinter-OL havde budt hele verden indenfor, blev nu fuldstændig ignoreret og ladt i stikken af det internationale samfund, der i stedet havde travlt med at få BiH delt. Allerede inden Milošević angreb landet, kom Carrington-planen, der delte BiH op i tre etniske områder. Præsident Izetbegović ville bevare et multietnisk BiH og afviste derfor delingen. Signalet var imidlertid klart. En opdelingsplan fra EF gav serberne og kroaterne grønt lys til at myrde og fordrive befolkningen fra de områder, der var markeret som ”deres”. I årene, der fulgte, blev opdelingsplanen revideret flere gange indtil Dayton-aftalen blev underskrevet i 1995. På den tid nåede serberne at begå folkedrab i BiH – i Europa på tærsklen til det 21. århundrede.
Dayton-aftalen: et sår, der ikke kan hele
Med underskrivelsen af Dayton-aftalen blev BiH skamferet af en grænse, der deler det i fantom-republikken ”Srpska” og en ”føderation” af bosniere og kroater. Landet er desuden under international administration i form af OHR, og den Høje Repræsentant har magt til at vedtage eller omstøde enhver beslutning i landet.
Krigen i BiH kostede ca. 250.000 menneskeliv, langt de fleste civile. Over en million bosniere er blevet fordrevet ud af deres land, heraf bor ca. 20.000 i Danmark. Den politiske situation i landet er så godt som udsigtsløs, idet delingen af landet sætter en effektiv bremse på al fremgang. Den økonomiske situation er derfor heller ikke den bedste. Mange mener, at Dayton-aftalens sidste anvendelsesdato er for længst overskredet og kæmper derfor en sej kamp for at genforene landet.
Det forfald, der var karakteristisk for det tidligere DDR, kan også ses i fantom-republikken ”Srpska”, så jo før grænsen fjernes, jo før kan genopbygningen og økonomien komme i gang. Dette argument bider dog ikke på der desværre store gruppe af serbere, der den dag i dag snakker om Storserbien. Men der er grund til at have tiltro til, at et BiH, der mod alle odds kunne overleve flere års angreb fra sine militært overlegne nabolande, også nok skal komme ud på den anden side af disse vanskeligheder og få genoprettet normale tilstande.
BiH har en lang, omskfitelig historie bag sig. Dets kultur rummer både øst og vest; dets natur byder både på evigt sneklædte bjergtoppe, brusende floder og milde vintre i syd; dets hovedstad har bevist, at det er verdens stærkeste by – og dets folk altid frihedssøgende. I en globaliseret verden, hvor populisme og polarisering er meget udbredt, er der god grund til at lære af dette årtusind gamle land, der alle dage har haft plads til kulturel og religiøs mangfoldighed.
