Støt Halima nu!
I dag stod den livstruede Halima frem i Politiken og fortalte om de trusler, hun har fået fra sin familie fordi hun har valgt at forlade den mand, hun blev giftet bort til da hun blot var 15 år. Hun gjorde det på trods af opfordringer fra sociale myndigheder og politi, der gerne så, at hun skiftede navn og flyttede væk. Men hun nægter at være et offer.
“Man ville aldrig bede en politiker eller nogen anden om at gemme sig væk, få ny identitet og opgive hele sit liv. Tænk, hvis du blev truet på livet af din nabo, og folk sagde til dig, at du skulle rive alt op med rode og flytte til en anden ende af landet, mens gerningsmanden var på fri fod?”, siger hun til Politiken.
Özlem Cekic, folketingsmedlem for SF, kender Halima som en ressourcestærk og selvstændig kvinde og beundrer hende for at turde stå frem i pressen alt imens dødstruslerne har tvunget hende til at gå under jorden med sine tre børn. “Jeg mindes ikke andre, der er stået frem mens de praktisk talt sad og ventede på dødsdommen. Det er utrolig vigtigt at vi støtter kvinder som Halima, så andre der står i en lignende situation også kan tage modet til sig og sige fra”, sagde hun i dag til mig.
Sammen med Özlem har jeg i dag oprettet Facebook-gruppen Støt Halima nu!. Med den vil vi støtte op om Halima i hendes hårde kamp for retten til at have et valg. Hun skal ikke kæmpe alene. Derfor vil jeg opfordre alle til at melde sig ind i gruppen, skrive i pressen eller på andre måder give udtryk for sin støtte til en kvinde, der forfølges alene fordi hun nægter at bøje nakken.



Der er andre kvinder i Halimas situation og det er modigt af hende at stå frem.
Håber hun bliver inspiration for andre kvinder og der vil blive bedre forhold for volds- og dødstruede kvinder og ikke som det er nu at det er dem der skal skjule sig i stedet for dem der truer dem.
Godt initiativ Amila
Jeg har meldt mig i gruppen, og håber altså det gør en forskel.
Vi må snart finde på et eller andet igen!
det er bare syndt at det halima siger er usandt.